Ruslands Dødelige Hemmelighed: Majak-katastrofen og den Glemte Arv fra Den Kolde Krig

I årtier skjulte Sovjetunionen en af verdenshistoriens værste atomulykker. Mens verden kender Tjernobyl, ligger en anden, ældre katastrofe begravet i Uralbjergene – en katastrofe, hvis konsekvenser stadig forgifter jorden og truer tusindvis af liv i dag.

Langt fra Moskvas radar, dybt inde i Uralbjergene, ligger en lukket by ved navn Ozersk. Byen, der engang var kendt under kodenavnene Tjeljabinsk-40 og senere Tjeljabinsk-65, eksisterede ikke på noget officielt kort i årtier. Den var hjemsted for Sovjetunionens stolthed og dybeste hemmelighed: Produktionssammenslutningen Majak.

Majak (der betyder "fyrtårn" på russisk) var fødestedet for det sovjetiske atomvåbenprogram. Men bag facaden af videnskabelig triumf gemmer der sig en historie om ufattelig miljømæssig ødelæggelse, statslig mørklægning og en atomkatastrofe, der i omfang kun overgås af Tjernobyl og Fukushima.

Dette er historien om Majak – en tikkende bombe i hjertet af Rusland.

Del 1: Fødslen af "By 40" og Våbenkapløbet

Efter Anden Verdenskrigs afslutning og USA's brug af atomvåben mod Japan, indledte Sovjetunionen under Josef Stalin et desperat kapløb for at udvikle sin egen bombe. Valget faldt på et fjerntliggende område i det sydlige Ural, rigt på vand og isoleret fra nysgerrige blikke.

I 1946 begyndte opførelsen af Majak-anlægget. Bygget i al hast af titusindvis af GULAG-fanger og soldater, var anlæggets eneste formål at producere plutonium-239 i våbenkvalitet.

Fra anlæggets spæde start var sikkerhed og miljøhensyn ikke-eksisterende. I jagten på at matche USA's atomarsenal blev enorme mængder højradioaktivt affald håndteret med katastrofal skødesløshed.

Mellem 1949 og 1956 pumpede Majak bevidst anslået 76 millioner kubikmeter flydende radioaktivt affald – svarende til tre gange den mængde stråling, der blev frigivet ved Tjernobyl – direkte ud i Techa-floden.

Floden var den primære (og ofte eneste) vandkilde for over 120.000 mennesker, der boede i landsbyer langs dens bredder. Beboerne anede intet. De fiskede i floden, brugte vandet til drikkevand og vanding, og lod deres kvæg græsse ved bredden. Snart begyndte en mystisk "flodsyge" at sprede sig: hårtab, hudlæsioner, blødninger og en bølge af kræfttilfælde.

Myndighederne reagerede, ikke ved at stoppe forureningen, men ved at evakuere nogle af de nærmeste landsbyer og indhegne flodbredden. Årsagen blev holdt strengt hemmelig.

Del 2: Kysjtym-katastrofen – Eksplosionen i 1957

Den hensynsløse affaldshåndtering kulminerede den 29. september 1957. Majak opbevarede nu sit mest potente flydende affald i store, underjordiske ståltanke, der krævede konstant nedkøling.

Denne dag svigtede kølesystemet på en af tankene (Tank nummer 14).

Inde i tanken steg temperaturen dramatisk. Det radioaktive affald tørrede ud, og de salte, det indeholdt (primært nitrater og acetater), blev ustabile. Klokken 16:22 lokal tid udløste en gnist en voldsom kemisk eksplosion – ikke en nuklear kædereaktion, men en eksplosion kraftig nok til at sprænge det 160 tons tunge betondæksel af tanken.

En gigantisk søjle af radioaktiv røg og støv blev slynget en kilometer op i atmosfæren. Eksplosionen frigav anslået 20 millioner Curies (740 PBq) radioaktivitet. Til sammenligning frigav Tjernobyl-ulykken anslået 50-100 millioner Curies.

På den internationale INES-skala (International Nuclear Event Scale) rangeres Kysjtym-katastrofen som en Niveau 6 (Alvorlig Ulykke). Kun Tjernobyl og Fukushima (begge Niveau 7) er rangeret højere.

Det Øst-Uralske Radioaktive Spor (EURT)

Vinden bar den dødbringende sky mod nordøst og skabte et 300 kilometer langt og 50 kilometer bredt bælte af radioaktivt nedfald, kendt som det Øst-Uralske Radioaktive Spor (EURT).

Et område på over 20.000 kvadratkilometer blev forurenet, primært med Strontium-90 og Cæsium-137. I modsætning til Tjernobyl, hvor evakueringen skete (omend forsinket) i dagene efter, tog det myndighederne uger og i nogle tilfælde år at reagere på Kysjtym-ulykken.

Omkring 10.000 til 12.000 mennesker blev evakueret fra de værst ramte områder, men mange fik lov at blive i stærkt forurenede zoner. Beboerne blev fortalt, at de var ofre for en "mystisk sygdom". Deres afgrøder blev pløjet ned, og deres huse ødelagt for at forhindre dem i at vende tilbage. Ordet "stråling" eller "atom" blev aldrig nævnt.

Verden hørte intet. Katastrofen var en total statshemmelighed.

Del 3: En Forgiftet Arv og Verdens Farligste Sø

Majaks miljømæssige mareridt stoppede ikke i 1957. Anlægget fortsatte sin produktion og sin kreative, men dødelige, affaldshåndtering.

Efter at Techa-floden var blevet for radioaktiv til at bruge, begyndte Majak at dumpe sit affald i en række nærliggende søer uden afløb. Den mest berygtede af disse er Karatjaj-søen.

I årtier blev Karatjaj-søen brugt som en åben losseplads for det mest højradioaktive affald. Søen akkumulerede en anslået mængde på 120 millioner Curies. På sit højeste var strålingsniveauet ved søens bred så højt, at en person uden beskyttelse ville modtage en dødelig dosis på kun én time. Den blev af mange anset for at være det mest forurenede sted på Jorden.

I 1967 ramte endnu en katastrofe. En tørkeperiode fik søen til at trække sig tilbage og blotlægge de radioaktive sedimenter. En kraftig storm samlede det giftige støv op og spredte det over et område på yderligere 2.700 kvadratkilometer, hvilket igen udsatte tusindvis af mennesker for stråling.

Siden da har russiske myndigheder forsøgt at "sikre" søen ved at fylde den op med tusindvis af betonblokke og jord. Processen blev officielt erklæret afsluttet i 2015, men eksperter tvivler på, at faren er permanent inddæmmet, idet de radioaktive isotoper risikerer at sive ned i grundvandet.

Afsløringen

Hemmeligheden om Majak holdt i årtier. Først i 1976 publicerede den sovjetiske systemkritiker og biolog Zhores Medvedev, der levede i eksil i London, en artikel, der afslørede katastrofen for Vesten. Han blev i første omgang mødt med skepsis fra vestlige atomeksperter, der ikke kunne tro, at en ulykke af den kaliber kunne holdes skjult.

Først under Glasnost, i 1989, indrømmede Mikhail Gorbatjovs regering officielt, at Kysjtym-ulykken i 1957 havde fundet sted.

Del 4: Majak i Dag – En Fortsat Trussel?

Majak-anlægget er stadig i drift. Dets primære rolle i dag er ikke våbenproduktion, men derimod oparbejdning af brugt atombrændsel fra Ruslands atomkraftværker, atomdrevne ubåde og endda fra udenlandske reaktorer.

Anlægget producerer også en række radioisotoper til medicinsk og industriel brug.

Men bekymringerne er ikke forsvundet. Miljøorganisationer og lokale aktivister hævder, at Majak fortsat udleder radioaktivt affald i det omkringliggende miljø, herunder Techa-floden, omend i mindre mængder end tidligere.

I september 2017 registrerede målestationer over hele Europa, fra Tyskland til Norge, et uforklarligt og pludseligt pig i atmosfærisk Ruthenium-106 – en radioaktiv isotop, der produceres under oparbejdning af atombrændsel.

Alle spor pegede mod det sydlige Ural. Selvom Rosatom, det russiske statslige atomselskab, der driver Majak, benægtede ethvert ansvar, konkluderede flere uafhængige undersøgelser (herunder en fra det franske strålesikkerhedsinstitut IRSN), at den mest sandsynlige kilde til udslippet var en ulykke på Majak-anlægget.

Arven

I dag lever titusindvis af mennesker stadig i skyggen af Majak. Generationer er vokset op i forurenede områder, og forekomsten af kræft, leukæmi, fødselsdefekter og kroniske sygdomme er markant højere her end i resten af Rusland.

Majak er mere end blot historien om én katastrofe. Det er et monument over Den Kolde Krigs hensynsløshed, farerne ved atomkraft, når sikkerhed ignoreres, og de langvarige, næsten evige konsekvenser af radioaktiv forurening.

Mens Tjernobyls reaktor er forseglet under en sarkofag, er Majaks arv flydende. Den siver gennem grundvandet, ligger på bunden af floder og søer og bæres af vinden – et stille fyrtårn, der advarer om en fare, der aldrig rigtig forsvandt.