Levende efter et flystyrt: Juliane Koepckes utrolige overlevelse i Amazonas

En 17-årig pige overlevede et flystyrt og et fald på 3 kilometer ned i den tætte peruvianske jungle. I ti dage vandrede hun alene gennem vildmarken, guidet af sin fars lektioner, indtil hun fandt redning.

En rolig flyvetur forvandlet til et mareridt

Om eftermiddagen den 24. december 1971, juleaften, sad 17-årige Juliane Koepcke ombord på et LANSA Lockheed L-188 Electra-fly sammen med sin mor, ornitologen Maria Koepcke. De var på vej fra Lima til Pucallpa i Peru, hvor Julianes far, den berømte zoolog Hans-Wilhelm Koepcke, ventede på dem. De skulle holde jul sammen i familiens forskningsstation, der lå dybt inde i regnskoven.

Juliane var vokset op i udkanten af Amazonas. Hendes forældre var forskere, der studerede junglens økosystem. Hun kendte naturen godt, forstod farerne, og vidste, hvordan man skulle begå sig i den – viden, der snart skulle vise sig at blive afgørende.

Flyet lettede, men kom hurtigt ind i et voldsomt uvejr. Juliane huskede senere, hvordan hendes mor kiggede ud ad vinduet på de mørke tordenskyer og sagde: "Det ser ikke godt ud." Få øjeblikke senere ramte flyet en zone med ekstrem turbulens. Udenfor lynede det konstant. Pludselig ramte et lyn direkte flyets motor.

Faldet fra 3 kilometers højde

Helvede brød løs. Flyet begyndte at ryste voldsomt. Bagage fløj gennem kabinen, og passagerer skreg. Juliane så flammer skyde ud fra vingen. Flyet begyndte at brække fra hinanden i luften.

Juliane, der stadig var spændt fast i sin stol, befandt sig pludselig i frit fald. Det sidste, hun så, var sin mor og en mand ved siden af. Hun hørte kun sin mors sidste ord: "Nu er det slut!"

Den mørke skovbund nærmede sig med rasende fart. Ved et utroligt tilfælde var hendes sæderække (hun sad fastspændt mellem to andre sæder) med til at fungere som en slags faldskærm, der roterede og bremsede faldet en smule. Hun styrtede ned fra cirka 3 kilometers højde (omkring 10.000 fod) og landede i det tætte bladdække i junglens kronetag. Tykke lianer og tæt vegetation absorberede kraften fra sammenstødet.

Opvågningen i junglen: Overlevelsen begynder

Næste morgen, den 25. december – juledag – vågnede Juliane. Hun lå på jorden, stadig delvist fastspændt til sin sæderække. Hun var alene. Hun var i live. Det var et mirakel.

Hun havde pådraget sig adskillige skader: en alvorlig hjernerystelse, et brækket kraveben, et dybt sår på sin højre arm, nedsat syn på højre øje og utallige snitsår og skrammer over hele kroppen. Alligevel var hun i stand til at rejse sig og bevæge sig.

Hendes første instinkt var at lede efter sin mor. Hun kaldte, men fik intet svar. Hun indså, at hun var helt alene i den enorme, ukendte og farlige Amazonas-jungle.

Interessant fakta om junglen: Amazonas-regnskoven er verdens største. Den huser over 16.000 forskellige træarter og anslået 2,5 millioner insektarter. Klimaet er ekstremt varmt og fugtigt, og det tætte kronetag skaber et evigt halvmørke ved skovbunden, hvilket gør navigation næsten umulig uden et kompas eller en flod at følge.

Faderens lektioner og vejen til redning

Juliane huskede sin fars, den erfarne zoologs, vigtigste overlevelsesregel: "Hvis du farer vild i junglen, skal du altid finde vand. Små bække fører til åer, og åer fører til floder. Hvor der er floder, er der civilisation." Med denne viden begyndte hun at bevæge sig.

Hun fandt en lille bæk og begyndte at følge den. Det var en pinefuld rejse. Hendes krop smertede, og hendes sår blev hurtigt inficerede. Junglen var fyldt med myg, sandfluer og andre insekter, der bed hende og forårsagede nye infektioner. Værst af alt begyndte spyfluer at lægge æg i hendes åbne sår på armen, og maddiker begyndte at udklækkes og spise hendes kød.

Interessant fakta om junglen: En af de største farer i junglen er ikke kun store rovdyr som jaguarer (som generelt undgår mennesker), men de mindre ting. Insektbid kan overføre sygdomme som malaria og denguefeber. Vandet, selvom det er en livline, kan huse piratfisk, elektriske ål, kaimaner og den berygtede "Candiru" – en parasitisk malle, der er kendt for at svømme ind i kropsåbninger.

Hun havde næsten ingen mad. Hun fandt en lille pose slik fra flyvraget, som blev hendes eneste næring. Hun drak kun vand fra de strømmende bække, da hun vidste, at stillestående vand var farligt. Dehydrering og sult gjorde hende svagere dag for dag.

På sin vej stødte hun på flere vragdele og desværre også ligene af andre passagerer. Synet var traumatisk, men hun tvang sig selv til at fortsætte.

Mirakuløs redning efter 10 dage

Efter ti dages vandring, hvor hun vadede gennem vandløb og kæmpede sig gennem tæt underskov, nåede hun til en større flod. Her opdagede hun en lille, efterladt kano og en simpel hytte, der tilhørte lokale skovhuggere. Hun fandt også en dunk med benzin.

Nu trådte hendes viden fra junglen igen i kraft. Hun huskede, hvordan hendes far havde behandlet deres hund for en lignende infektion. Hun hældte forsigtigt benzin i sit inficerede sår på armen. Smerten var ulidelig, men benzinen tvang maddikerne (omkring 35 stk.) ud af såret og rensede det.

Hun overnattede i hytten, for svag til at gå videre. Næste dag hørte hun stemmer. Tre lokale skovhuggere ankom til hytten. De blev først chokerede over at se den blege, sårede pige. De troede, hun var en "Yemanjá" – en lokal vandånd eller gudinde. Men Juliane talte til dem på spansk og forklarede sin historie.

Interessant fakta om junglen: Lokale og oprindelige folk i Amazonas har en dybdegående viden om medicinske planter. De bruger hundredvis af forskellige planter til at behandle alt fra infektioner til slangebid. Uden denne viden er junglen et næsten umuligt sted at overleve for udenforstående.

Mændene gav hende mad, rensede hendes sår med deres egne metoder og tog hende med i deres kano på en syv timers sejltur til den nærmeste lille by. Derfra blev hun fløjet til et hospital i Pucallpa, hvor hun endelig blev genforenet med sin far. Han kunne knap tro, at hans datter var i live.

Ud af de 92 mennesker ombord på LANSA Flight 508 var Juliane Koepcke den eneste overlevende.

Livet efter tragedien

Juliane Koepckes historie blev en verdenssensation. På trods af den ufattelige tragedie og tabet af sin mor, fortsatte hun sit liv. Hun flyttede til Tyskland, fulgte i sine forældres fodspor og blev en respekteret zoolog med speciale i flagermus.

Hun vendte mange gange tilbage til Peru for at forske. I 1998 vendte hun tilbage til styrtstedet sammen med filminstruktøren Werner Herzog (som selv mirakuløst havde undgået at være på netop dét fly) for at lave dokumentarfilmen "Wings of Hope" (Julianes Sturz in den Dschungel).

Hendes historie er et monumentalt vidnesbyrd om menneskelig modstandsdygtighed, utroligt held og den uvurderlige betydning af viden om naturen. Hendes evne til at anvende sin fars lektioner i praksis reddede bogstaveligt talt hendes liv og gjorde hende til en levende legende.