Et mirakel på 30 meters dybde: Harrison Okenes utrolige historie
En skibskok tilbragte tre døgn i iskoldt vand og totalt mørke i en luftlomme på et sunket skib. Redningsholdet, som ankom for at bjærge lig, fik et chok, da de fandt en levende mand – den eneste overlevende ud af 12 besætningsmedlemmer.
Helvede i Atlanterhavet
Tidlig morgen den 26. maj 2013, omkring kl. 4:50. Slæbebåden "Jascon-4" befandt sig i Atlanterhavet, omkring 30 kilometer fra Nigerias kyst, hvor den udførte en rutinemæssig opgave med at stabilisere et olietankskib. Besætningen på 12 mand arbejdede roligt, da havet pludselig viste sin vrede. En kæmpe bølge ramte skibet, det krængede, og i løbet af få øjeblikke kæntrede det og lå med bunden i vejret.
På det tidspunkt var den 29-årige skibskok Harrison Okene på toilettet. Iført kun underbukser mærkede han det pludselige stød, og skibet blev kastet ud i mørke. Vandet begyndte at fosse ind fra alle sider.
"Jeg blev kastet rundt i det lille rum," fortalte H. Okene senere. "Jeg kunne høre folk skrige. Nogle var låst inde i deres kahytter. Vandet strømmede utroligt hurtigt ind."
Instinktivt kæmpede han sig vej gennem det synkende skib, indtil vandet stoppede med at stige. "Jascon-4" lå nu på havbunden, på omkring 30 meters dybde. Harrison befandt sig i en maskinmesterkahyt – et lille rum, hvor der havde dannet sig en luftlomme. Det var et rum på omkring 1,2 meters højde.
Han var alene. I totalt mørke. Og så begyndte mareridtet.
60 timer i mørke og kulde
Harrison var fanget. Vandet omkring ham var iskoldt. Han begyndte hurtigt at ryste af kulde, men det var hans mindste problem. Han kunne høre alt, hvad der skete på skibet. Han hørte metal vride sig og vandet sive gennem korridorerne.
Det værste var dog de andre lyde. Han kunne høre noget i vandet spise. Det var hajer eller barrakudaer, der var svømmet til ulykkesstedet og havde fundet hans kolleger.
"Jeg kunne høre fiskene spise mine besætningsmedlemmer. Jeg kunne høre dem," huskede han med rædsel. "Der var helt mørkt. Jeg sad på en slags hylde, jeg havde stablet sammen af vragrester, for ikke at være i det iskolde vand. Mine ben var halvt nedsænket."
Tiden gik ulideligt langsomt. Han havde hverken mad eller ferskvand. Tørsten var uudholdelig. I det totale mørke lykkedes det ham at finde en enkelt Coca-Cola-dåse, men han turde knap åbne den i mørket af frygt for at spilde.
Den største fare var ikke kun kulden eller tørsten, men luften han indåndede. I luftlommen faldt iltniveauet konstant, mens koncentrationen af kuldioxid (CO2) steg. På sigt fører det til hovedpine, hallucinationer og til sidst døden. Harrison begyndte at bede. Han gentog en salme, hans kone havde sendt til ham: "Åh Gud, ved dit navn, frels mig... Herren er min hjælper."
Han var sikker på, at han skulle dø. Han tænkte på sin familie, sin kone, som på det tidspunkt sandsynligvis allerede troede, han var død. Han mistede al tidsfornemmelse. Én dag gik. Så en til. Han holdt næsten op med at trække vejret for at spare på den dyrebare luft.
Det skæbnesvangre håndtryk
Næsten tre døgn efter ulykken, om eftermiddagen den 28. maj, ankom et sydafrikansk redningsdykkerhold til vraget. Deres mission var ikke at redde overlevende – efter så lang tid på 30 meters dybde blev det anset for umuligt. Deres mission var at finde og bjærge ligene.
Dykkeren Nico van Heerden og hans team dykkede ned i det mørke, klaustrofobiske skibsvrag. Sigtbarheden var næsten nul. De svømmede gennem vragrester og havde allerede fundet fire lig.
"Vi ledte bestemt ikke efter overlevende," sagde N. van Heerden senere i et interview. "Vi ledte efter de døde."
Da dykkeren svømmede ind i det rum, hvor Harrison befandt sig, så han i lyskeglen fra sin lygte en hånd stikke frem i mørket. I den tro, at det var endnu et lig, svømmede han tættere på for at begynde bjærgningsproceduren.
I mellemtiden havde Harrison hørt larmen og set lyset fra lygten i vandet. Han rakte sin hånd ud og rørte ved dykkeren.
Dykkeren sprang chokeret tilbage. "Da han greb fat i mig, oplevede jeg en rædsel, jeg aldrig har følt før i mit liv," fortalte N. van Heerden. Via kommunikationssystemet råbte han til sit team: "Han er i live! Han er i live!"
Harrison var reddet, men hans prøvelser var ikke ovre.
Kampen mod fysikken: Faren ved dekompression
At bringe Harrison direkte op til overfladen var umuligt. Efter næsten 60 timer på 30 meters dybde var hans blod mættet med enorme mængder nitrogen (kvælstof). En pludselig opstigning ville have dræbt ham – dekompressionssyge (dykkersyge) ville have fået hans blod til at "koge" og medført døden.
Redderne måtte først give ham en speciel dykkerhjelm med en iltblanding. Derefter begyndte den lange og komplicerede proces. De hævede ham langsomt og placerede ham øjeblikkeligt i en dykkerklokke på redningsskibet og derefter i et dekompressionskammer.
Harrison tilbragte yderligere 60 timer i dette kammer – lige så længe, som han havde været fanget i skibet. Hans krop blev langsomt og kontrolleret vænnet tilbage til normalt tryk. I alt tilbragte han næsten seks døgn under højt tryk.
Livet efter miraklet
Da Harrison endelig kom ud af kammeret, fik han den fulde sandhed at vide: Han var den eneste overlevende. Alle hans 11 kolleger var omkommet.
At vende tilbage til et normalt liv var svært. Han led af "overlever-skyld" (survivor's guilt) – hvorfor overlevede han, og ikke de andre? Han blev plaget af mareridt. Han svor, at han aldrig mere ville nærme sig havet. Hans kone, som allerede var begyndt at planlægge hans begravelse, kunne ikke tro på miraklet.
Men denne historie har endnu en utrolig drejning. I stedet for at frygte vandet resten af sit liv, besluttede Harrison Okene at se sin frygt i øjnene. Få år efter tragedien gennemførte han et kursus som professionel erhvervsdykker.
"Jeg tror, det var Guds vilje. Han lod mig overleve," sagde H. Okene. "Jeg besluttede, at jeg ikke længere kunne frygte vandet. Jeg er nødt til at forstå det."
Harrison Okenes overlevelse er fortsat en af de mest utrolige overlevelseshistorier til søs, et medicinsk og fysisk mirakel, og en skræmmende påmindelse om grænserne for menneskelig udholdenhed og havdybets nådesløshed.