Maos Dødelige Utopi
Dødens Høst: Hvordan 'Det Store Spring Fremad' skabte den største menneskeskabte katastrofe i historien.
Tre år, hvor Kina ikke blev styret af naturkræfter, men af en utopisk ideologi. Tre år, hvor et sted mellem 15 og 55 millioner mennesker stille forsvandt fra verden. Dette er historien om "Det Store Spring Fremad", som blev til det største spring ned i en massegrav, og om et system, der værdsatte et kornstål mindre end sine egre borgere.
I. Utopiens Arkitekter: Starten på "Det Store Spring Fremad"
Året er 1958. Formanden for Kinas Kommunistiske Parti, Mao Zedong, brændte af ambitioner. Han ønskede ikke blot at cementere det kommunistiske Kina som en regional magtfaktor, men også at overhale de vestlige industrinationer, især Storbritannien, på rekordtid.
Hans plan fik det rungende navn: "Det Store Spring Fremad" (大跃进, Dà yuèjìn).
Planen hvilede på to søjler: stålproduktion og kollektivisering af landbruget. Mao troede, at man alene ved at mobilisere Kinas enorme befolkning, drevet af entusiasme og viljestyrke, kunne trodse økonomiske og naturlige love.
Første skridt var kollektiviseringen. Millioner af bønder blev tvunget ind i gigantiske "folkekommuner" (人民公社, rénmín gōngshè). Dette var mere end blot kollektivbrug; det var et eksperiment i total social ingeniørkunst. Private jordlodder blev afskaffet. Personlige ejendele, husdyr og endda køkkenredskaber blev kollektiv ejendom. Bønderne blev tvunget til at spise i massekantiner, mens deres børn blev passet i kommunens børnehaver. Familiestrukturen blev aktivt nedbrudt for at skabe "det kommunistiske menneske".
Andet skridt var stålproduktionen. Mao erklærede, at stålproduktionen skulle fordobles på et enkelt år. Da der manglede moderne fabrikker, blev der givet ordre til at bygge "baggårdsovne" (土法炼钢). Millioner af bønder, bureaukrater og studerende forlod deres egentlige arbejde for at producere stål.
Resultatet var en katastrofal farce. Skove blev fældet, møbler og endda ligkister blev brændt for at fyre op i ovnene. Alt af metal – gryder, pander og landbrugsredskaber (plove, leer) – blev smidt i ovnene. Det producerede "stål" var ubrugeligt og sprødt slagger, uegnet til enhver form for industri.
Men tragedien lå et andet sted. Mens hele nationen "kogte stål", var der ingen til at arbejde i markerne. Høsten blev efterladt til at rådne, og de livsvigtige landbrugsredskaber var blevet ødelagt.
II. Krig mod Naturlovene: Absurditetens Politik
Som om den økonomiske vanvid i "Det Store Spring Fremad" ikke var nok, iværksatte Mao flere pseudovidenskabelige kampagner, der direkte ramte fødevareproduktionen.
En af de mest berygtede var "Kampagnen mod de Fire Plager" (除四害). Mao besluttede, at Kinas fremskridt blev hæmmet af fire skadedyr: fluer, myg, rotter og... spurve. Spurvene blev anklaget for at spise korn.
Hele nationen blev mobiliseret til at udrydde spurve. Folk bankede på gryder og trommer i timevis, så fuglene ikke kunne lande, indtil de faldt døde til jorden af udmattelse. Børn skød dem med slangebøsser. Milliarder af spurve blev udryddet.
Først året efter viste den frygtelige sandhed sig. Spurvene spiste ikke kun korn, men også insekter. Uden deres naturlige fjende blev Kina invaderet af massive sværme af græshopper og andre skadedyr, som fortærede de resterende afgrøder. Den økologiske balance var ødelagt. Partiet forsøgte desperat at importere spurve fra Sovjetunionen, men det var for sent.
Samtidig blev absurde landbrugsmetoder, baseret på den sovjetiske pseudovidenskabsmand Trofim Lysenkos ideer, implementeret. Under "lysenkoismen" blev det beordret at pløje jorden ekstremt dybt (nogle gange flere meter), i den tro at planterne så ville nå flere næringsstoffer. Ligeledes blev det befalet at så korn utroligt tæt, ud fra princippet om, at planter af "samme klasse" ikke ville konkurrere med hinanden.
Resultatet: Den dybe pløjning ødelagde det frugtbare øverste muldlag, og de alt for tæt såede planter rådnede eller kvalte hinanden i kampen om lys og vand.
III. Dødens Statistik: Løgne, Propaganda og Konfiskering af Korn
Året er 1959. Høsten var katastrofalt lille på grund af alle de ovennævnte årsager. Men de lokale partiledere, fanget i ideologisk feber og frygt for at miste deres positioner, sendte falske, fantastisk oppustede rapporter til Beijing om rekordhøje udbytter.
Provinserne konkurrerede om at indberette det største "høstmirakel". Nogle kommuner hævdede at have produceret ti gange mere korn, end det var fysisk muligt.
Baseret på disse løgne fastsatte centralregeringen kvoter for konfiskering af korn. Staten krævede, at bønderne afleverede et "overskud", som slet ikke eksisterede.
Mareridtet begyndte. Partiaktivister, ofte selv desperate over de umulige mål, tyede til brutal terror. De udførte razziaer i landsbyerne på jagt efter "skjult" korn. Bønder, der forsøgte at gemme mad til deres familier, blev offentligt tortureret, banket og anklaget for at være "kontrarevolutionære" og "sabotører".
Ikke alene blev alt kornet taget fra bønderne, men selv såsæden til næste år blev konfiskeret. Landsbyerne stod tilbage uden absolut ingenting at spise. Selvom situationen var bedre i byerne (især Beijing), rådnede korn op i statslige lagre, og noget blev endda eksporteret til udlandet for at demonstrere det kommunistiske systems "succes" og skaffe udenlandsk valuta.
Hungersnøden begyndte.
IV. Den Menneskelige Pris: Hungersnødens Hverdag
Det, der udspillede sig i Kinas provinser – især Henan, Anhui, Sichuan og Gansu – overgår enhver gyserroman. Sulten var så total, at den opløste ethvert skær af menneskelighed.
Først blev husdyrene spist. Så hunde og katte. Så rotter og mus.
Da der intet var tilbage, begyndte folk at spise bark fra træerne. Hele regioner blev efterladt uden træer – kun nøgne, hvide stammer. Blade, savsmuld og læderbælter blev spist. Nogle forsøgte i desperation at spise en særlig type "spiseligt" ler (观音土, Guanyin tu), som fyldte maven, men ingen næring gav og førte til forstoppelse og en langsom død.
Landsbyer blev til spøgelsesbyer. Lig lå i gaderne, da ingen havde kræfter til at begrave dem. Folk svulmede op af sult-ødem – kroppe oppustet af væskeophobning.
Det mest horrible begyndte: kannibalisme. Dette var ikke isolerede tilfælde. Historikere (som Frank Dikötter), der har gennemgået partiarkiver, vidner om systematisk kannibalisme. Forældre spiste deres egne døde børn. I nogle tilfælde byttede naboer børn for at undgå rædslen ved at dræbe deres egne. Mennesker blev jaget for deres kød. Det var civilisationens totale sammenbrud.
Myndighedernes reaktion var ikke hjælp, men yderligere undertrykkelse. Landsbyer blev omringet af væbnede militser (gongAnJu, det offentlige sikkerhedsbureau) for at forhindre de sultende bønder i at flygte til byerne og "ødelægge billedet". De, der forsøgte at bryde igennem, blev skudt.
Et af de mest berygtede eksempler er Xinyang-episoden (信阳事件) i Henan-provinsen. Her iværksatte de lokale myndigheder en så brutal terrorkampagne for at opfylde kornkvoterne, at over 1 million ud af 8 millioner indbyggere døde på et enkelt år.
V. I Mørkets Hjerte: Lushan-konferencen og Tausheden
Vidste Mao det? Ja.
I sommeren 1959, på højden af hungersnøden, fandt den skæbnesvangre Lushan-konference sted. Marskal Peng Dehuai, en af revolutionens helte, var vendt tilbage fra sin hjemprovins Hunan og havde set rædslerne med egne øjne. Han skrev et personligt brev til Mao.
I brevet kritiserede han høfligt, men utvetydigt, "Det Store Spring Fremads" "venstreorienterede afvigelser" og meningsløsheden i "baggårdsovnene".
Maos reaktion var øjeblikkelig og nådesløs. Han tolkede Pengs brev som et personligt forræderi og et angreb på sin autoritet. I stedet for at indrømme fejlene anklagede Mao Peng Dehuai for at være "højreopportunist". Peng blev øjeblikkeligt afsat, fængslet og senere (under Kulturrevolutionen) tortureret til døde.
Lushan-konferencen blev vendepunktet. Efter dette turde ingen i partiet længere modsige Mao eller blot antyde problemer. Tværtimod: For at bevise deres loyalitet øgede embedsmændene kornkvoterne. Hungersnøden blev endnu værre.
Den officielle propaganda talte hele tiden om mirakelhøster og gav "dårligt vejr" skylden for de "midlertidige vanskeligheder" (selvom meteorologiske data viser, at vejret i 1959-1961 ikke var værre end gennemsnittet) eller "klassefjender". Hungersnøden fik en eufemisme: "De Tre Vanskelige År" (三年困难时期) eller "De Tre År med Naturkatastrofer".
VI. Konsekvenserne og Den Fortiede Sandhed
Hungersnøden aftog først i 1961-1962. Det skete ikke, fordi Mao ændrede mening, men fordi andre partiledere, som Liu Shaoqi og Deng Xiaoping, så nationens totale kollaps og stille overtog styringen af økonomien.
De afviklede reelt "Det Store Spring Fremad": folkekommunerne blev opløst, bønderne fik deres små private jordlodder tilbage, og frie markeder blev tilladt. Fødevareproduktionen kom sig øjeblikkeligt.
Mao blev midlertidigt skubbet til side politisk. Men han tilgav aldrig Liu og Deng for denne ydmygelse og for at vælge den "kapitalistiske vej". Få år senere vendte han tilbage med en ny kampagne – Kulturrevolutionen (1966-1976) – hvor han tog hævn over sine kritikere, og Liu Shaoqi døde i fængsel.
Antallet af ofre er stadig omdiskuteret, da partiet destruerede mange dokumenter. Demografiske beregninger viser en overdødelighed på et sted mellem 15 og 55 millioner mennesker. Det er den største hungersnødskatastrofe i menneskehedens historie.
I årtier var emnet et absolut tabu i Kina. Først i de senere år, efterhånden som Kina åbnede sig, er man begyndt at tale om det, selvom den officielle partilinje stadig tenderer til at nedtone tragediens omfang og fremhæve "naturkatastrofernes" rolle.
Kinas Store Hungersnød står tilbage som en grusom påmindelse om, hvad der sker, når ideologi bliver vigtigere end virkeligheden, når en leders vilje bliver vigtigere end millioner af liv, og når fraværet af en fri presse og kritik tillader en fejl at udvikle sig til en masseudryddelse.