Dragens Bid: Sandheden om "Dæmonkernen", der krævede ofre to gange

En poleret metalkugle på kun 8,9 centimeter i diameter, lun ved berøring på grund af sin egen radioaktivitet, blev et af de mest berygtede objekter i videnskabshistorien. Skabt som hjertet i en tredje atombombe, nåede denne 6,2 kilogram tunge plutoniumsfære aldrig slagmarken. I stedet udførte den to dødbringende forestillinger i stilheden på Los Alamos Laboratoriet, hvilket for evigt gav den navnet "Dæmonkernen" (engelsk: Demon Core).

Dette er en historie om videnskabelig stolthed, et fatalt øjeblik og den forfærdelige pris, der blev betalt ved selve atomalderens daggry.

Det Første Bid: Klodsen der Faldt

Det hele begyndte den 21. august 1945, kun få dage efter Japans kapitulation, som officielt afsluttede Anden Verdenskrig. På Los Alamos Laboratoriet udførte fysikeren Harry Daghlian et kritikalitetseksperiment med denne plutoniumkerne.

Hans opgave var at omgive kernen med neutronreflektorer – et materiale, der reflekterer neutroner tilbage ind i kernen og derved fremmer en nuklear reaktion. Daghlian placerede wolframcarbid-klodser én efter én rundt om kernen og byggede en slags mur. Han udførte eksperimentet alene – et alvorligt brud på sikkerhedsreglerne.

Da han placerede den sidste klods, tabte han den ved et uheld. Den tunge klods faldt direkte ned på kernen.

Øjeblikkeligt registrerede instrumenterne i rummet en massiv strøm af neutroner. Kernen var blevet superkritisk. Daghlian så et blåt glimt og mærkede en bølge af varme. Da han forstod sin fejl, forsøgte han instinktivt at skubbe klodsen væk med sine bare hænder, hvilket sandsynligvis udsatte ham for en endnu større strålingsdosis. Han døde 25 dage senere af akut strålingssyge.

Den Anden Tragedie: Skruetrækkeren der Gled

På trods af den første tragedie fortsatte den samme plutoniumsfære med at blive brugt til forskning. Ni måneder senere, den 21. maj 1946, var det den canadiske fysiker Lewis Slottins tur til at "kildre dragens hale" – som forskerne uofficielt kaldte disse farlige eksperimenter.

Slottin demonstrerede proceduren for syv kolleger. Hans metode var endnu mere direkte og farlig. Han brugte to halvkugler lavet af beryllium – en endnu mere effektiv neutronreflektor. Med den ene hånd holdt han den øverste halvkugle (gennem et tommelfingerhul), og med den anden hånd holdt han spidsen af en almindelig skruetrækker mellem kanterne for at opretholde et minimalt mellemrum.

Den eftermiddag, for øjnene af alle, gled skruetrækkeren.

Mellemrummet forsvandt. Beryllium-halvkuglerne klappede øjeblikkeligt sammen.

Igen oplyste et blændende blåt glimt rummet – et skær fra ioniseret luft. Alle mærkede en bølge af varme. På mindre end et sekund blev "Dæmonkernen" igen superkritisk. Slottin, der indså, hvad der var sket, handlede instinktivt, rev hånden til sig og kastede den øverste halvkugle på gulvet, hvorved han stoppede kædereaktionen.

Denne handling reddede de andre personers liv i rummet; hans egen krop absorberede størstedelen af den dødelige neutronstråling. Ifølge vidner mærkede Slottin straks en sur smag i munden og en stærk brændende fornemmelse i sin venstre hånd. Selvom han umiddelbart virkede relativt uskadt, forværredes hans tilstand hurtigt. Lægerne beskrev det som en "tredimensionel solskoldning" – hans krop blev ødelagt indefra af strålingen. Lewis Slottin døde ni dage senere under store lidelser.

Relikviet, der ikke burde have eksisteret

Ironisk nok burde "Dæmonkernen", officielt kendt som "Rufus", slet ikke have været i Los Alamos. Det var en funktionsdygtig atomvåbenkerne, identisk med den, der blev brugt i "Fat Man"-bomben, som blev kastet over Nagasaki.

Denne specifikke 6,2 kg kerne var blevet forberedt til en tredje bombe. Det var planlagt at bruge den den 19. august 1945, men Japan kapitulerede den 15. august, og missionen blev aflyst.

Da den ikke længere var nødvendig for krigsindsatsen, blev den dyrebare og farlige plutoniumsfære efterladt i Los Alamos til yderligere forskning. Forskerne, grebet af euforien over deres nyfundne kraft, søgte at forstå dens grænser. Varmen, som kernen naturligt afgav, og nikkelbelægningen, der skulle beskytte den mod korrosion, skjulte en enorm fare, der lurede på den mindste fejl.

Lektioner og Eftermæle

Efter to tragiske og forbløffende ens ulykker – begge fandt sted på en tirsdag, den 21. i måneden, og begge forskere døde på den samme hospitalsstue – stoppede Los Alamos Laboratoriet endelig alle manuelle kritikalitetseksperimenter. At "kildre dragens hale" blev forbudt, og fremtidige tests blev kun udført via fjernstyring.

Selve "Dæmonkernen" blev aldrig brugt til eksperimenter igen. Den blev smeltet om, og dens plutonium blev genbrugt i produktionen af andre atomvåben til tests.

Lewis Slottins og Harry Daghlians historier er blevet en grusom påmindelse om atomalderens farer og den hårfine grænse mellem banebrydende videnskab og dødelig katastrofe. Deres død var den første pris, menneskeheden betalte, ikke for atomkrig, men for forsøget på at mestre selve materiens hjerte.